Hvidbuget Afrikansk Dværgpindsvin (Atelerix albiventris)
FAKTA
Det hvidbugede afrikanske dværgpindsvin er fremavlet i fangeskab. Det har aldrig levet frit, og ville sandsynligvis aldrig overleve i det danske klima, da det trives bedst ved en højere temperatur. Den er i familie med både det europæiske pindsvin (som er fredet i Danmark, og ulovligt at holde), og det egyptiske langørede pindsvin.
Dværgpindsvinet blev populært i 90’erne, men er ikke så udbredt, det det har lidt flere specielle krav end andre små dyr, som fx hamstere og marsvin. Dværgpindsvinet er skumrings- og nataktivt og bliver i gennemsnit 8 år.
PASNINSGUIDE
Buret: De tre vigtigste ting, inden man anskaffer sig et pindsvin: et stort bur, et sovehus og et løbehjul. Det er ikke godt at have flere pindsvin sammen, da de er enspændere, og trives bedst alene.
Dværgpindsvinet kræver masser af motion og plads, så et større kaninbur er det bedste. Det er vigtigt, at pindsvinet har en varmelampe eller varmestem, fx en til kyllinger eller reptiler, da de helst skal have en nogenlunde stabil temperatur hele døgnet, og de skal have mellem 22-24 grader. Hvis de bliver for kolde, kan de finde på at forsøge at gå i hi, hvilket IKKE er meningen for et dværgpindsvin, og kan resultere i død. Der skal også være et sovehus, det er meget vigtigt, for at pindsvinet kan føle sig tryg. Et pindsvin skal have et løbehjul, de det som sagt har brug for meget motion, og desuden let bliver overvægtige, hvilket kan resultere i sundhedsproblemer, fx leverskader. Et stort løbehjul uden tremmer, så pindsvinet ikke kan få sine poter i klemme er det bedste. Det kan ikke få den nødvendige motion ved bare at løbe omkring i buret, med mindre det er en voliere, en indendørs indhegning eller lign.
Som underlag er der mange muligheder, de fleste bruger spåner, men dette medfører ofte problemer med mider og lopper og tør hud, og jeg vil ikke anbefale det. I stedet kan man gå ud og investere i nogle fleecetæpper, som man kan beklæde bunden med. Det er billigt i det langt løb, og tæpperne skiftes og vaskes i neutralt opvaskemiddel en gang om ugen. Pindsvinet skal så selvfølgelig have et sted at besørge, så man kan lave en lille bakke til den, med et plastiklåg eller lign, og fyld af avispapir og toiletpapir, som så skiftes dagligt.
Mad: pindsvinet er fra naturens side insektsædere, men lever bedst på tørkost til katte, men vælg et mærke med et lavt fedtindhold og højt proteinindhold. Det domesticerede pindsvin har ikke brug for insekter for at klare sig, men biller, melorme og lign. kan være en god snack. Generelt kan man fodre dem med ting med et højt proteinindhold og lavt fedtindhold, fx kogt æg eller kogt kylling. Mange pindsvin kan også godt lide frugt og grønt, jeg vil anbefale tomat, agurk, kål, krydderurter, banen, æble, jordbær og lign. De kan ikke tåle meget syreholdige ting som fx ananas og kiwi. De kan heller ikke tåle vindruer. De skal helst have både en drikkeskål og en flaske med vand at drikke fra. Vandet bør skiftes dagligt.
Personlighed: pindsvin er snarere et hobbydyr end et kæledyr, og man kan ikke forvente, at den bliver tam på samme måde som en kat eller et marsvin kan. Den kan blive helt tryg og vænne sig til din lugt, men den vil sandsynligvis aldrig søge dit selskab. De er meget nysgerrige, og tit også legesyge, så det er bestemt ikke kedeligt at have et pindsvin. Som legetøj kan man fx give dem et toiletrullehylster at lege med, det kan de få mange timers underholdning ud af det.
Bad: Det er godt at bade pindsvinet engang imellem, men ikke for tit, da de let får tør hud. Bad den i lunkent vand, neutral sæbe og lidt neutral babyolie. Skrub evt. dens pigge lidt med en tandbørste, hvis den er meget beskidt. Tea tree oil er giftig for pindsvin, og de kan dø af det, så bad den aldrig i det.
Quilling: De færreste har nok hørt det udtryk før. Det dækker over den periode, hvor pindsvinet går fra baby til voksenpigge. Det kan være meget smertefuldt for pindsvinet, og det vil i denne periode være ekstra følsomt og gnavnet. Undgå at røre det for meget på ryggen, når det er i denne fase. Det kan ske helt op til pindsvinet er et år gammelt, men sker som regel efter 3-6 måneder.
Når man har købt et pindsvin:
Et par dage inden vil jeg forslå, at man sover med den samme t-shirt, og så placerer den i pindsvinets bur, så den har en mulighed for hurtigt at vænne sig til ens naturlige lugt. Det vil være en stor fordel. Lad pindsvinet være helt i fred i 2 døgn. Herefter kan man socialisere med den. I starten vil den hvæse og rulle sig sammen, når den bliver løftet. Hvis pindsvinet sover meget længe, man kan dæmpe lyset i rummet eller lægge et tæppe over buret, så vågner den lidt tidligere. Lad pindsvinet spise lidt mad og lige vågne, inden du tager det op. Det er bedst at samle det op i et tæppe, så har man dels styr på det, da det kan være lige lovlig aktivt, og man undgår at stikke sig. Den anden fordel er, at den vil vænne sig til lugten af tæppet, og føle sig tryg dér. Man bør ikke bruge handsker, da pindsvinet så ikke har samme mulighed for at genkende ens lugt. Når pindsvinet slapper af, lægger det piggene ned, og det er ikke noget problem at løfte det og røre ved det.
Lad være med at overdrive i starten, start med at holde pindsvinet et kvarter hver aften. Det kan blive længere tid, når den føler sig mere tryg, og man kan tage den op og sidde med den (gerne i et tæppe) når man læser en bog eller ser tv.
Evt. spørgsmål kan stilles i kommentatfeltet. Pindsvin kan af og til købes her, ellers kan de vist bestilles på: petfactory.dk eller rundt omkring på nettet, fx dba.dk.
Her er nogle videoer fra youtube med pindsvin:
Pindsvin leger med toiletrulle:
Pindsvin der elsker koriander:
Lidt generelt om pindsvin:
Pindsvin spiser en gulerod: